Uligheden i sundhed er alt for stor

Uligheden slår fortsat markant igennem i forhold til danskernes levetid. Desværre har opgøret med denne fundamentale ulighed fyldt alt for lidt i den kommunale valgkamp.

Når en 30-årig højtuddannet mand kan forvente at leve 5,7 år længere uden funktionsnedsættelser end en kortuddannet mand, så er den rivende gal med den måde, vi prioriterer indsatsen i det danske sundhedsvæsen. Vi har ikke på trods af den åbenlyse ulighed skruet sundhedsvæsenet sammen, så fokus rettes på den postnummer-opdelte ulighed i sundhed.

Alene i København stiger levetiden med op mod 7 år, når man passerer Dr.Louises Bro på vej væk fra Nørrebro.

FOA er overrasket over, at uligheden i sundhed har fået så lav en prioritering i debatterne forud for både kommune- og regionsvalget.

Det er gennem forebyggelse og opfølgning på sygehusbehandlinger, at vi kan gøre op med uligheden i levetid. Uligheden slår især igennem i de fleste af de store folkesygdomme som kræft, diabetes, hjerte-kar-sygdomme og KOL. I en stor sammenfatning af kendt viden i 2010 påviste FOA i samarbejde med Sundhedsmedierne Aps eksempelvis, at overlevelseschancerne for både mænd og kvinder efter kræft var markant større for højtuddannede end kortuddannede.

Vi kunne ikke dengang finde årsagen til uligheden i sygehusenes behandlinger. Her spiller livsstil og arbejdsvilkår i stedet en hovedrolle.Derfor er der al mulig grund til, at fokus rettes mod forebyggelse og opfølgning på behandlinger, men her halter vi voldsomt bagud. Med kommunalreformen og den voksende specialisering på sygehusene med stadig kortere indlæggelser overtager kommunerne en langt større sundhedsopgave.En opgave, som kun kan løses, hvis kommunerne fokuserer målrettet på de områder, hvor uligheden er størst, og hvis Christiansborg understøtter en indsats dér, hvor uligheden er størst.

At uligheden i sundhed i Danmark er direkte postnummer-opdelt, burde få både kommunalbestyrelser, regionsråd og Folketing på banen.

Det er hér, politikerne kan gøre en synlig forskel. Det bør være en hovedopgave for de kommende byråds- og regionalrådsmedlemmer at dreje sundhedsvæsenets kurs over mod nedbringelse af denne helt fundamentale ulighed i levetid. Vi kan ganske enkelt ikke være andet bekendt.